Implantatvejledning

(Klik her for at udskrive vejledningen)

Mundhygiejne.

Efter implantatindsættelse er det vigtigt, at du holder munden ren for at undgå infektion. Undgå at spise og drikke en time efter mundskylning. For at rengøre omkring implantatet anbefales det at rense med en vatpind dyppet i klorhexidin, i de første 14 dage, herefter kan der bruges en solotandbørste. Denne anvendes direkte på toppen af implantatet mindst tre gange dagligt.

Kosten.

Vent med at spise og drikke indtil lokalbedøvelsen har fortaget sig. Mad og drikke skal resten af dagen være afkølet, da varm mad og drikke kan medføre blødning fra såret. I den kommende uge skal du spise blød kost og undgå at spise i den side hvor implantatet sidder.

Fysisk aktivitet.

Du skal undgå hård fysisk aktivitet i det første døgn, da dette kan medføre blødning fra såret.

Medicin.

De første 3 dage kan der være behov for smertestillende medicin. Har du behov for smertestillende medicin, anbefaler vi håndkøbstabletter som eksempel paracetamol (Pinex, Panodil, Pamol ) eller Ipren.

Hævelse og blødning.

Det er almindeligt, at du bliver hævet og misfarvet i dagene efter operationen. Hævelsen og misfarvningen kan trække ned på halsen . Det kan hjælpe på hævelsen, hvis du ligger højt med hovedet om natten, eller lægger noget koldt på.